Folkeskolen – Anmeldelse

to. 3. okt. 2013 kl. 13:47

Indpakningen er middelmådig, men gaven er spændende

Af: Jette Larsen

Seks af de mest anvendte emner i tysk i 9.-10. klasse udfoldes i e-bogen “Zusammen lernen”. Det sker i form af adskillige korte tekster, som giver læreren gode differentieringsmuligheder.

E-bogen “Zusammen lernen”, udgivet på forlag af samme navn, er en samling af tekster opdelt i seks forskellige emner. Teksterne er højst 1,7 normalsider hver, og hvert af emnerne indeholder adskillige tekster af varierende sværhedsgrad. Derfor er der gode differentieringsmuligheder i dette materiale, som egentlig er til 9. klasse, men uden problemer kan anvendes i 8. og sågar i 10. klasse.

Teksterne er alle redigeret således, at fokus ligger på indlæring af de vigtigste ord, der hører til emnet. Dette er en styrke ved materialet, men personligt så jeg gerne, at der var endnu større opmærksomhed på faste vendinger og udtryk, fordi dette letter kommunikationen – ikke mindst for den svage tyskelev.

Men når det er sagt, er det et udmærket tekstmateriale, der er opbygget efter en tydelig og genkendelig struktur. Alle tekster har gloser og tilhørende fem spørgsmål. Ydermere er der forslag til én eller flere velbeskrevne aktiviteter efter hver tekst. Det kan være “Quiz/byt”, “Der warme Stuhl” og så videre. En absolut fordel er, at alle quiz/byt-spørgsmålene er lavet, lige klar til at kopiere, klippe og uddele. Dejligt – når man nu ved, hvor svært det kan være at blive ved med at finde på denne type spørgsmål …

E-bogen fangede ved allerførste øjekast ikke min store interesse. Dette skyldes det simple layout med opstillede billeder og med en forældet skrifttype i overskrifterne. Men da jeg tog de opmærksomme briller på, så jeg, at der bag indpakningen gemte sig en god gave.